89
Menneskeløget Kzradock
sisk lammet af hans Øjnes Magt, stillede jeg mig i en aandelig Angrebsstilling. Netop i det Øjeblik, hvor jeg kunde have løst hans Gaade, blev jeg bange! Ja, det var Rædsel, der fik mig til at vige: Sæt, at det kunde lykkes ham at lægge hele sin Sjæls Byrde over paa mine skuldre, saa det for Fremtiden blev mig, der maatte bære Lady Florences Forbandelse.
Som fra en Strømleder, der et Øjeblik halvt afbrydes, sprang disse Tankegnister gennem min svage Bevidsthed.
Igen spurgte Kzradock:
— Hvad ser du Broder?
Da fik jeg en pludselig Indskydelse og svarede klart og bestemt:
— Jeg ser mig selv i dine Øjne!
— Ser du dig selv? spurgte Kzradock klynkende. Er det sandt? Ser du dig selv? Se dybt, forsk …! Ser du ikke andet end dig selv?
— Nej, hviskede jeg anspændt, jeg ser kun mig selv i dine Pupiller. Der er intet andet.
