91
skulde sy og karte og spinde om Aftenen. Den Slags var nyttig Gerning; men at de Fyre her sad og sang og skaalede og hujede op Natten til Dagen, det var tørftløs Geshæft, om noget var det, og ikke noget at øde Ens gode Petroleum paa.
Saadan blev Trine ved at knebre løs. Hun foer dèr over Gulvet fra Køkken til Kammer og tilbage igen, og stadig saa jamrede hun sin sørgelige Petroleumsvise.
Da var det, Smeden fandt paa en Udvej; han rejste sig med Besvær fra Bænken, ramlede til at faa Tag i Dunken, og med den i den ene Haand og Spølkummen i den anden sagde han det forløsende Ord: — Haa, Rasmus, lader os da slukke Lyset og holde en stille Bøn!
Som dette Visdomsord nu mere og mere trængte igennem og brugtes rundt om, kunde det ikke undgaas, at ogsaa Provsten fik det at høre.
Han studsede noget første Gang, og saa ud som han tænkte sig søgende om.
Saa spurgte han med gravalvorlig Stemme: Er det Ordsprog mon fra Skriften, eller er det fra Hedenold?
Men han biede ikke paa Svaret; han vendte sig straks, og da var der nogen som troede at have set, at den sorte Frakkes lange Skøder rystede stærkt over Maven.
