96
Dorthe var altid paa Farten, og altid med en drabelig Mælkespand i den ene Haand og en Tiggertaske saa stor som en Kuffert i den anden. Saadan udrustet drog hun rundt paa Besøg til sine pæne Slægtninge, og Dorthe vidste nok, hvad hun vilde have i sine Remedier: Ti Potter Mælk kunde Spanden tage, men Sødmælk skulde det være — skummet var for Kalve og Grise, sagde hun, og dem havde Dorthe jo ingen af; — og Flæsk og Pølse og Faaresul skulde der i Tasken. Naturligvis brugte Jens og Dorthe ogsaa Brød og Mel og Gryn og sligt, men den Slags "tørre" Sager kunde man faa hos Købmanden, forklarede Dorthe, saa der var det da meget nemmere, om man gav hende en Smule rede Skillinger paa Lommen, saa kunde hun jo selv købe, hvad hun havde Brug for.
Jo, saadan var det at faa Besøg af Dorthe. — Og saa var det endda ikke endt med Gaverne, nej, Dorthe vilde ogsaa trakteres.
— Hvad for noget, tager I ikke ordentligt mod Folk af jer egen Familie? — kunde Dorthe sige, — plejer I kanske ikke at byde Gæster til Bords, brede Dug og traktere med Mad og Kaffe? —
Jo, Dorthe vidste nok, hvordan det skulde være, og hun vidste ogsaa, det var en bekvem Tid at komme til Gaarde, just naar Tjenestefolkene var hjemme til Maaltiderne, for da kom de gode Sager frem af sig selv. — Der var ingen, der brød sig om at faa raabt for højt op om, hvor nær Dorthe hørte med til Familien.
Hvad Traktement og Foræringer angik, kom man meget nemmere om ved det med Jens. Der skulde bare
