99
Der var kommen en fremmed Mand paa Besøg i Intrup, en storige Herre med høj Hat og Pels og guldknappet Stok.
Det var Sønnen fra Storgaard, Hans Goul. Han havde været væk i over 20 Aar, sidst i Australien; hvad han havde taget sig til var der ingen, der vidste, men han maatte have tjent godt af Mønt, for det var ikke Klatskillinger han havde faaet gemt i Banken derinde i Købstaden.
Det var altsaa den store Jesper Gouls Søn, og som saadan hørte han jo med i Kredsen af de rigeste og mest estimerte Bondefamilier Sognet havde. Nu slagtede de saa Fedekalven for den rige Søns Hjemkomst og bød til Gæstebud, og ved Gildet stod baade den ene og den anden af Gæsterne op og holdt Tale for Hans: Det var længe, han havde opholdt sig i det Fremmede, sagde man, det var meget lidt man herhjemme havde hørt om ham, medens han var borte; men at han ikke havde ligget paa den lade Side havde man jo nu Bevis for, thi det maatte enhver kunne se, at Hans var kommen hjem som "en stor Mand". — Dette havde Selskabet af hans Slægtninge en særlig Grund til at føle sig beæret af, da det jo viste, at han havde haft dygtigt og bravt Folk at slægte paa.
De var saa særdeles velskaarne for Tungebaandet i den Goulske Slægt; de var vant til at deres Ord gjaldt alle Vegne bare de aabnede Munden, og de havde baade en Folketingsmand og en Landstingsmand i Familiekredsen, ja, ogsaa baade Præst og Degn.
Da de omsider blev færdige stod Hans op og takkede; — noget tørt syntes Folk, han kom fra det og
