104
hvad der kunne siges til hans Undskyldning, vidste han vist ikke — og at han var subsistensløs vidste han vel ogsaa knapt. Lige saa lidt var det faldet Hans ind, at Faderen kunde have nogen Forestilling om, hvad det var at være sulten. Hans kunde ikke tænke sig hans Far nogensinde havde prøvet det. Det var da heller slet ikke den Slags Spørgsmaal Jesper havde heftet sig ved, men han lod i meget veltalende Vendinger Sønnen vide, at han skammede sig saa dybt over ham, at ha ikke vilde have ham ind i sit Hus. — Ja, Jesper lod ham vide, at han skammede sig ikke alene paa egne Vegne, men paa hele Familiens, og nævnte den lange Slægtrække ved Navn. Han forklarede sin Søn, at selv om der, som han mente, ikke var noget Haab om, at der kunde blive andet end en skidt Ka'l ud af ham, saa syntes han dog, at han endnu kunde tro paa, at der var saa megen "Slægtsstolthed" i ham, saa han kunde holde sig fra Egnen og ikke komme her og bringe Sorg og Skam over saa mange brave og ansete Mennesker.
— Der har du det — sagde Jesper og rakte en Halvhundredkroneseddel ud af Lugen. — Saa ved En da, du mangler ikke Rejsepenge til at komme ud af Landet for. — Se du saa til at komme væk igen, saa snart du kan.
Saa havde Faderen faaet sine Halmvisker flettede, og da han ogsaa havde faaet dem lagt i Træskoene, slog han Lugen i. Der var hverken Haandtryk eller Farvel eller noget af den Slags.
— Jeg ved ikke, hvad for Slags Paalæg der var paa Folkenes Mellemmad, — sagde Hans Goul til Fætte-
