Side:Mens Aarene gik.djvu/115

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

105

ren, — men det forekom mig bestemt, at jeg kunde lugte, det var Rullepølse. Det kom mig ogsaa for, jeg kunde mærke min Mor kogte Sylte, hun havde nemlig en egen Maade at krydre sin Sylte paa.

— Hans Goul havde jo omsider indset, at det kunde ikke nytte, han blev ved at staa der ved Faderens Gaard og snuse i Luften. Porten var stænget og Dørene lukkede. Det var haardt nok, jovist, men Faderen havde ikke forgæves appelleret til Slægtsstoltheden: I Hjertet gav Hans ham Ret.

Han drev ned over Faderens Mark og videre ud af Sognet. Først da han kom ned til Aaen, standsede han og lænede sig op mod dens Rækværk.

— Ja, hvad jeg tænkte paa, da jeg stod dèr med den klukkende Aa under mig, husker jeg endnu ret tydeligt, — sagde Hans.

— Men saa som det jo gaar her i Verden, midt i det allersorteste kan der pludselig dukke et eller andet Glimt frem, der kan lokke en til at se Tilværelsen fra et andet Hjørne. — For mig gik det pludselig op, at da min Far nævnede den her lange Række af fine Slægtninge, glemte han een: Jens Nifingers Dorthe. Jeg kom til at skoggerle, Hans Blidegaard, og jeg tror, det var den Latter, der kurerede mig.

Jeg vendte mig om der paa Broen og fik Øje paa et Lys, som jeg mente godt kunde være Dorthes, og saa fik jeg den Idé at styre min Kurs efter det lille Blink. Hvem kunde vide, det var kanske ikke helt umuligt, at min Frænde Dorthe var nok saa medgørlig i sine Fordringer til Slægten som min Far og de andre?