107
der skulde i den, bl. a. Smør og Æg, saa raadede jeg hende til at gaa op i den store flotte røde Gaard derhenne ved Plantagen og forlange lidt til sin Kage, saa fik hun nok hvad hun skulde bruge. Jeg gav hende ogsaa Anvisning paa, at hun skulde se at faa et Stykke Sylte med sig hjem. Jeg var just kommen forbi den Gaard ved Aftentide, sagde jeg, og jeg syntes, jeg havde mærket Lugten af saadan en sjælden god Sylte.
Haa, haa, haa! Hans Goul sad stadig og smaalo, med den dybe, halvdulgte Kluklatter, der klang saa lunt og godmodigt. Han bakkede ivrigt paa Cigaren, Røgen laa ovre i Asketræets Løv som et blaaligt Slør. Haa, haa, haa! klukkede han.
— Men det kan jeg sige dig Fætter Hans, jeg har aldrig siden været slem til at stille store Fordringer til mine Medmennesker. — Jeg lærte dengang, at der godt tilfældigvis kunde komme de Stunder, hvor man befandt sig vel ved at fjæle sig i en upyntet Krog. Jeg lærte ogsaa, at det var svært, hvor det kunde lette paa Forholdene, om man midt i Trængslerne kunde faa Held til at lave en bitte Gavtyvstreg. — Haa, haa, haa, du! — Jeg skal sige dig, Hans, det sætter En saa rart i Niveau med "Folkets brede Lag". — Haa, haa, haa!
Lidt efter rejste Hans Goul sig fra Diget og smed Cigarstumpen fra sig i en stor Bue.
— Hør, Hans, skal vi to ikke tage os en lille Tur ned og besøge vore "Slægtninge", Jens og Dorthe, som er bleven saa skammelig forglemte her i Aften? — Hvad siger du, Hans — vi to udenlandske Fætre?
Jo. Den anden smilte velforstaaende og var straks rede til at følge med.
