I
Sødalsognet var stort i Omkreds.
Der hørte over en Snes større og mindre Byer ind under det, og da meget af Jorden var Hede og sandede Marker laa de vidtspredte.
Der var Beboere, der havde milelange Veje at vandre for at naa ind til Kirken om Søndagene.
Især i Retningen mod Nordøst strakte Sognet sig langt frem. Det var Retningen ud mod Fjordby, den lille rødtagede Købstad, der laa og solede sig derude paa den langstrakte Bakkeskrænt med den bugtede Aa og de brede grønne Enge i Dalen foran sig og Skoven og den blanke Fjord i Baggrunden.
Kom man ad Landevejen, der i en stor Bue løb ind gennem Sødalen, og derpaa over Kærene og Broen nede ved Søgaardene svingede op paa den sorte Hede, kunde Ens Øjne faa meget travlt; thi heroppe paa Højderyggen, hvor der halve Mil ad Gangen ikke var en eneste Menneskebolig at opdage, her havde man den videste Udsigt rundt omkring sig.
Mod Øst derude langs Hederanden laa en hel Række af brogede Smaabyer, der alle hørte ind under Sødalen, Østersognet, kaldte man dem. Sommesteder
