Side:Mens Aarene gik.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

114

af Vandløbet, der var uensartede, men ogsaa Bygningerne, Bohavet, Sproget og Menneskene.

Nordenfor "Stiftsgrøften", paa Halvøen, der strakte sig Vest og Nord om Fjordby, boede et velhavende, stærkt selvfølende Folkefærd, vidt berømt for sine Grunker af Sølvtøj og sine mange Fedestude.

Søndenfor begyndte Hedeegnene. Her kunde der vel findes mange grønne Oaser — som nu her i Aspebjerglavningen, — men Størsteparten var dog kun magre, sandede Jorder, der ikke gav sine Dyrkere ret mange Fold for den Møje, de havde, og det saaes ogsaa let paa Beboerne her, at de maatte slide ganske anderledes haardt for Udkommet end Halvøens Befolkning.

Det var da heller ikke nogen Hemmelighed, at de Folk derovre fra den fede Halvø mod Nord saae med Ringeagt paa de Beboere, som var "Søndenfra".

Blev en Pige derovrefra gift med en Karl fra den søndre Side af "Stiftsgrøften" var det meget sjælden een af Egnens smukke Piger. Og hentede en Karl paa Halvøen sig en Brud fra Sødalen eller en anden af Egnene her, kunde man være temmelig sikker paa, at han hentede sig en stor Medgift med det samme.

Nu gik Sagnet, at der en Gang i en Gaard, som nu var forsvunden, men som havde ligget tæt Norden for "Stiftsgrøften", havde boet en noget forarmet Familje, men en Familje der tillige havde faaet mere end rigeligt af Halvøens sædvanlige stærke Selvfølelse. Og for nu at faa Hold i lidt til at stive Troen paa egen Storhed og Fortræffelighed af med, nedlod