115
Sønnen sig til at gaa Søndenfor "Stiftsgrøften" og fri til Enestedatteren paa Toftegaarden.
Det gik ham ogsaa efter Ønske. Han fik Ja.
Og saa kunde de jo lægge Gaardene sammen, hvad ogsaa skete.
Men skønt Bygningerne paa Toftegaarden var langt de bedste og smukkeste, vilde Karlens Slægt dog have, at Parret skulde tage Bolig ovre i den gamle forarmede Gaard, der laa Nordenfor "Stiftsgrøften".
— Saa meget mere anseligt blev det regnet at høre til Befolkningen her.
Bygningerne paa Toftegaarden lod man dog blive staaende, — til alt Held. For en Gang, nogle Aar frem i Tiden, hærgede en Ildebrand den anden Gaard, og der gik nok ved samme Lejlighed ogsaa en god Del af Formuen tabt. Saa blev Folkene alligevel nødt til at tage til Takke og fæste Bo Søndenfor den i mere end een Henseende dybe Skelgrøft.
Og dermed var de inde under Sødalssognet.
Alligevel blev Folkene paa Toftegaarden ved med at regne sig for hørende til Egnen Nordenfor. — De havde jo Halvdelen af deres Jorder derovre paa den anden Side "Stiftsgrøften" og Halvdelen af deres Slægt boende der. De levede ogsaa paa en langt finere og rigere Levefod end de andre Beboere i Aspebjergdalen og det øvrige Sødalssogn, og søgte stadig deres væsentlige Omgang paa Halvøen.
Da siden hen deres Børn voksede til og blev giftefærdige, gjorde Forældrene alt hvad de formaaede for at faa dem gifte over til de store Gaarde og de fede Stude dér Nord paa. Der skulde kæmpes saa
