116
længe som muligt for at holde Slægten fri for Forbindelser med den jævnere og mere ydmyge Befolkning fra Sødalssiden.
Men skønt flere Generationer havde set Lyset og
var gaaet bort igen siden Toftegaardsjorderne fik den
Udstrækning, de nu havde, førtes den gamle Kamp
stadig. Og det er vel ikke umuligt, at det var denne
bevidste Kamp, der havde gjort disse Bønder
stærkere og mere aarvaagne end Egnens andre.
I hvert Fald — den toftegaardske Slægt var kendt vidt omkring som Folk, der i god Forstand var "noget for sig selv", som man sagde. Der var mange af den Familje, der var "gode til at begaa sig", og dens forskellige Medlemmer nød en stor Anseelse baade Norden og Sønden for "Stiftsgrøften".
Men tiltrods for at Toftegaarden altsaa hørte under Sødalen, regnede man dog baade her og der altid dens Beboere med til Halvøens.
Saadan skulde det være, og ingen kunde tænke sig at forandre noget ved den Ting.
II
I Midten af forrige Aarhundrede var en Mand, der hed Laust Vinding, en af de mest kendte i Egnen omkring Fjordby.
Baade Mænd og Kvinder kendte Laust Vindings Navn, hver Voksen og hvert et Skolebarn; men bedre
