118
— Ja, hvordan Fan'en er dog den Klodrian kommen til alt det? — kunde det lyde, og Ansigterne stod fulde af Spørgelyst: Fortæl! — Fortæl!
Og Folk var meget villige til at fortælle, for her var jo nok at fortælle om:
— Det var en Gang midt i Tredverne, da var Laust Vinding som en ludfattig Knøs fra en fremmed Kant af Stiftet kommen trækkende med Kreaturer til Fjordby Marked. Det var hen paa Efteraaret, det kunde snart blive Skiftedag, og han havde tilfældigvis ingen Plads.
Nu stod han der paa Fjordby Marked og saae paa alle de mange herlige Fedestude, man havde at trække frem, og saa tænkte Laust at han kunde godt lide at være paa en Egn, hvor Folk holdt sig saadanne skønne, blankbrogede Høveder.
Han gik da omkring og spurgte om der ikke var nogen, der manglede en Hjorddreng? Den Stilling passede for hans Alder, for han var en Knægt paa en sytten, atten Aar.
Jo, der meldte sig en Liebhaver.
— Hvad skal du have i Løn? — lød en helt venlig Stemme.
Laust forhandlede med den fremmede Mand, og saa blev han fæstet til Toftegaarden.
— Hans Husbond, Jens hed han, var ikke alene en rigtig "Toftegaardsmand", men han var ogsaa rigtig af Slagsen af de store, smukke, bovnende Bønder, den fede Halvø der Nordenfor har fostret saa mange af, høje og bredskuldrede og ranke i Ryggen, med en stærk Selvfølelse og tillige en god Del Standshovmod
