119
i Sind og Væsen. Ved given Lejlighed kunde de dog ogsaa vise stor Finfølelse, f. Eks. i Omsorg for dem, de havde under sig og i Hjælpsomhed mod Nabofolk.
Jens Toftegaard var dertil efter Datidens Forhold usædvanlig "dygtig til at skrive for sig", og endelig havde han en Evne, der hos mange af den toftegaardske Slægt var stærkt udviklet, en Veltalenhedskunst, som de udfoldede med uimodstaaelig Held — overfor Mennesker, de fandt det var Umagen værd at vinde.
Jens Toftegaards Hustru var lille og fint bygget, berømt for et lyst, skælmsk Sindelag og en stor Gavmildhed mod Smaafolk.
Baade Jens og Katrin' var ved den Tid Laust Vinding kom til Gaarde i fyrreaars Alderen. Et Par Bønderfolk, der levede kønt og godt med hinanden og havde en stor Flok Børn. De var dog næsten allesammen voksne.
Nu hændte det, at Jens Toftegaard blev ramt af Sygdom. En heftig Feber faldt helt uventet paa ham. Den nedbrød den stoute, stærke Mand og lagde ham paa et pinefuldt Sygeleje.
Her laa han længe og kæmpede imod Sygdommen af al sin Kraft; — han var jo saa svært veltilfreds med Livet, ejede saa meget rart, som han nødig vilde skilles fra, hvorfor skulde han saa væk?
Men han havde ingen Held med sin Kamp, nogen egentlig Bedring kunde de ikke opnaa, hvor meget end der blev gjort for at hjælpe ham, og omsider blev han saa daarlig, at han imellemstunder laa og talte i Vildelse og var helt fra sig.
