120
Da begyndte hans Familje at forstaa, at de skulde miste ham, det var Alvor.
En Dag, da han var ved sin fulde Bevidsthed og mere rolig end han plejede at være, kaldte han sin Hustru hen til sin Seng. Han vilde tale med hende om hendes Fremtid og om hvordan det kunde tænkes. Forholdene vilde stille sig for hende, naar han nu om en bitte Stund var død og borte.
Han havde allerede ligget og talt om mange Ting, om Børnene, om Gaarden, om Bedriften og mange andre af de Dele, der bliver for en Hustru at tage Vare paa, naarenstid hun havde mistet sin Hjælper og Forsørger, — da han tilsidst, efter at han havde gjort en lille Stands, kastede saadan en underlig Bemærkning ud i Kamret:
— Ja, Katrin', skulde du faa i dit Sind at du vilde gifte dig igen, da kanskesens du helst skulde ta' den Sluski, der gaar her i vor Gaard. —
Det var Jens Toftegaards Ord om den Sag og ikke flere.
Det siges, at hans Kone helt stivnede af Forundring, da hun hørte dem. Hun forstod slet ikke hvad eller hvem hendes Mand mente, nej, forstod ham aldeles ikke.
Og da der noget efter begyndte at dæmre en Forstaaelse for hende, blev hun helt bleg af Forfærdelse; for det store, svinske Kludrehoved af et Mandfolk, der gik derude ved Studene, syntes hun det var lige umuligt at skulle tænke sig som Gaardejer paa Toftegaarden eller som hendes Ægtemand.
Hun vendte sig i Tavshed bort fra Sygesengen, og
