121
i det Par Dage hendes Mand endnu levede, holdt hun sine Øjne dybt nedslagne.
Saadan har hendes Børn siden fortalt.
Men hvordan nu end hendes Tanker har kredset
rundt, om hendes døende Mands Ord blev hende Lov
og Rettesnor, om Vanskelighederne med Driften af
den store Gaard kan have tilskyndet hende eller
hendes Hu virkelig en Tid har været vendt i den
Retning, hendes Mand havde peget, det er der ingen, der
ved noget om.
Vist er det derimod, at hun godt et Aars Tid efter sin Mands Død kørte sin Hjorddreng (saadan var stadig Laustes Stilling paa Gaarden) til Herredskontoret og købte ham fri for Soldatertjenesten for siden at gifte sig med ham.
Da var Laust tyve Aar, og de fleste af Enkens Børn var ældre end han. —
— Om nogen stor Lykke i dette Ægteskab har ingen meldt, — det var der vel næppe heller.
Den bitte lyse, skælmske Kvinde, der var opdragen i stor Velstand og den arme Slusk af et Mandfolk var vel saa vidt forskellige i deres Vaner og Ønsker, at der ingen Fryd kunde komme ud af deres Forbindelse.
Men larmende Scener eller nogen Slags Ufred var der heller ikke at fortælle om.
Børnene, der voksede op og blev smukke og statelige og selvfølende som deres Far havde været eller
