Side:Mens Aarene gik.djvu/133

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

123

Men for det Slægtled, der kom til Verden efter fireogtreds, laa Beretningerne om Laust Vindings Giftermaal jo langt tilbage i Tiden, og hans Indtog paa Toftegaarden kendtes kun som et fjernt Sagn.

Han selv derimod, som han saae ud og som han færdedes blandt Egnens Folk, var kendt som faa andre.

I Halvfjerserne var Laust en Mand omkring de treds, stor og svær af Bygning, ikke just fed, saadan som mangen anden Bonde paa Fjordbyegnen var, men tung og grov og utrolig klodset. Han havde f. Eks. et Par umaadelige Plader til Fødder, gik som oftest med store, fladbundede Træsko og traadte saa plat i Gulvet, at man syntes han kunde træde enhver kantet Ting, der laa paa hans Vej, saa flad som en Pandekage, — hvad han da bevisligt ogsaa ved flere Lejligheder gjorde.

I den varme Sommertid gik han som oftest i Stunthoser og barfodet, og da lød hans Trin af de brede, bare Fodballer, som tog man store, dyngvaade Gulvklude og slog pladask imod Fjælene.

Han blev efterhaanden noget daarligt til Bens gjorde Laust, og da han jo var meget nøjeregnende med Tiden, brugte han den sidste halve Snes Aar af sin Levetid mest at køre, naar han skulde ud, ja selv til de Skifter af hans egen Mark, der laa langt henne, kørte han.

Men hans Køretøj lignede nu ingen Rigmands Befordring. — En gammel stumphalet Krikke for en