125
var en stor Sans for, hvad der passede sig, i den toftegaardske Familje. — De havde jo trodset paa flere Maader, da de var yngre, bl. a. ved ikke at ville kalde Laust Far. Nu var de bleven ældre og klogere og nu vidste de, det vilde passe dem bedst at følge, hvad der ellers var god, gammel Sæd og Skik.
Men at Laust ikke havde megen Lighed med de andre Gæster, der samledes ved disse Gilder, det kan man forstaa af denher lille Historie:
Hanne ved Højen, der var Enke paa Skovgaard i Sødalssognet og var et af Laustes Stedbørn, gjorde stort Sommergilde. Der var alle hendes bortgiftede Børn og hendes Børnebørn og mange andre af hendes meget store Familjekreds samlede hos hende.
Anne Gram, der var gift derovre til Broholm, var en af Hannes Døtre, og hun var da ogsaa, endskønt hun boede saa langt væk, kommen derhjem til Fødegaarden den Dag med en Flok af sine Børn.
Ved en saadan Lejlighed kom Gæsterne jo alle kørende til Gaarde, og allerede ved Totiden, den almindelige, landlige Kaffetid, kunde man dernede i Sødalen se Læs paa Læs rulle frem ad Vejen og svinge ind ad Hannes buede Vesterport.
Af Børn var der ved disse Sommerfester et skrækkeligt Mylder. Og naar Hanne, der var Bedstemor til de fleste af dem, havde haft dem inde og proppet dem med Kager og Kaffe og Godter i svære Maader, blev de sendt ud for at faa deres Leg i Gang.
De fandt snart ned i den grønne "Lukke", som de sagde. Her var saa mange gamle knortede Hylde- og Abildtrær, der egnede sig saa godt for alle Slags
