127
den Mand? — Vidste han virkelig ikke, hvem han var? —
Og da blev Drengen af sine smaa Slægtninge, der boede nærmere Bedstemoderen end han, belært om, at det var hans Oldefar, han her havde set, — eller da rettere Stedoldefar, forklarede de omstændeligt.
Og de var straks ivrige for at fortælle Hans og hans Søskende, at de ogsaa var iblandt dem, der en Gang i Tiden kunde vente sig en Slump af Laust Vindings Arv.
Arv? — Penge? — Mange Penge? — Fra ham, den pjaltede Stodder, der stampede herigennem den grønne Lukke. — Aa, sikke noget Vrøvl! — tænkte Hans.
Men den øvrige Børneflok var allerede langt ude i æventyrlige Drømme om uhyre Rigdomme. Det summede med Tusinder og Millioner og Hundrede Tusinde Millioner og med alt, hvad man kunde købe sig, om blot man havde Penge nok: Slotte og Paladser, blaamalede Trompeter og rødblissede Gyngeheste. En vilde have sig en Papegøje, der kunde snakke ligesom Anders Kromands, en anden en forgyldt Karét med tolv sorte Slaver for.
Det var ganske bestemt.
Jojo. — Laust Vindings Arv kunde der blive meget ud af — en Gang.
Der var en Dag en anden Gang, hvor Laust
Vindings Paaklædning havde vakt endnu større Opsigt,
og naar først Folk kom til at fortælle om Laust' Lige-
