128
fremhed i Klædedragt, kunde man næsten altid være sikker paa at faa den Historie med:
De skulde prøve at faa oprettet en Bank derude i Fjordby. Der havde været talt om den Sag mange Gange, og nu var man da omsider kommen saa vidt, at man havde faaet sammenkaldt en hel Del af Egnens formaaende og formuende Folk. De skulde mødes ude hos Konsulens, og Laust Vinding var jo selvskreven til at blive bedt med.
Flittig og paapasselig som Laust nu var med, hvad der angik hans Gaard og hans Bedrift, kom han ikke sjældent forsent, naar han saadan var stævnet ud. Trængte hans Mødding til at klappes af om Kanterne eller hans Stude tog til at bisse, ja, saa skulde han have set til den Slags først. Det andet, Møderne, eller hvad det nu var, det var aldrig noget, han havde ønsket eller hittet paa, men de andre. Og vilde de saa endelig have ham med, ja, saa var det vel ogsaa rimeligt, de ventede, til han kunde faa Stunder at komme.
Der var dem, der mente, at Laust lod vente længere paa sig, jo mere fornemt det Selskab var, der havde opfordret ham. Men det sagde andre var ikke Tilfældet. Slet ikke. Alt det med Rang og Stand og Fornemhed skænkede han aldrig en Tanke, forsikredes der.
Ogsaa den Dag, de skulde samles for at drøfte, hvordan de skulde faa lavet denher Bank, lod Laust vente paa sig.
Som man let forstaar, var det en Forsamling af anselige Folk, der mødte hos Konsulens. Der var jo en god Del af Halvøens mange Herremænd, der var Byens større Embedsmænd, Fabrikanter og de driftigste Han-
