Side:Mens Aarene gik.djvu/140

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

130

Men da glemte den lille indsmigrende Konsulinde rent at smile, og hendes uimodstaaelige Elskværdighed gik ganske i Baglaas:

— Fy, fy, fyh! — skreg hun i daanende Forskrækkelse. — Men Papa, Papa! Faa dog det forfærdelige Svin ud!

Hun jamrede i hændervridende Bønfaldelse op mod sin Mand og skjalv over hele Kroppen, som var det et vildt Dyr, der var trængt ind i "Salen" til dem.

Men en gammel drastisk Jægermester fra et nærliggende Gods gik da hen og lagde Haanden paa den skræmte Konsulindes Arm:

— Tys, tys, min Naadige! — Tys, tys! — halvhviskede han. — Han, "Svinet" dèr, han er Dælen-brækk'-mig den eneste af os, som har noget, der batter, at lave Bank af. —

Og da blev den lille Dame jo mere rolig, for hun vidste vel nok lidt om, at i hvert Fald Konsulen ingen overflødige Penge havde.

Men Jægermesterens Ord de blev til et Fyndsprog, der blev ved at leve blandt Egnens Befolkning:

— Han, Svinet dér, han er Dælen-brækk'-mig den eneste af os, som har noget, der batter, at lave Bank af. —


* * *


Laust Vinding var, foruden at være en dygtig Landmand, ogsaa skrap som Pranger og Handelsmand. En sikker Vurderer baade af Heste og Kvæg og fremsynet tillige.