131
Det var en velkendt Sag, at han havde tjent en god Del af sin Formue ad Kreaturhandelens Vej.
Nu hændte det ikke saa sjældent, naar Laust kom paa fremmede Egne og Markedspladser, at Folk skævede noget mistænksomme til den her simpeltklædte Handelsmand. Han lignede ikke en Pranger, og han lignede endnu mindre en, der ejede i Snesevis af Fedestude, — hvad var han for en Stonnes? — De gad ikke ret præsentere deres Kram for ham eller forlange alvorligt mente Priser; thi den platfodede Pløge saae dem jo ikke ud til at kunne klarere for sig.
Ved saadanne Lejligheder kunde det godt træffe sig, at Laust kunde slumpe til at gøre en rigtig god Handel. Der gaar mange Beretninger derom paa Fjordbyegnen, og en af de bedst kendte er om en Hestehandel, han en Gang gjorde ovre paa Mors.
— Der havde nylig været stort Marked i Fjordby, og en Morsingbomand havde her falbudt et Par skønne, fuksrøde Heste, men holdt dem i en stram Pris.
Der var mange, der i Dagens Løb havde skævet langeligt til disse Fukser, undersøgt dem og gjort Bud paa dem; men Manden holdt stædigt fast ved sin Pris og fik ikke solgt.
Laust Vinding havde ogsaa, skønt paa Afstand, lagt Mærke til de smukke, røde Dyr, og da han i Tiden efter Markedet fik en Anelse om, at Hestepriserne vilde til at stige, tænkte han flere Gange paa Morsingboens Fukser og fik Lyst til at købslaa om dem. Hvis det kunde tænkes, de kunde faas for den samme Pris, der var bleven forlangt for dem i Fjordby, kunde de
