Side:Mens Aarene gik.djvu/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

133

i Dørkarmene og kiggede efter den mærkelige Gæst, der var kommen til Staden i Dag.

Laust saae ikke efter nogen. Han kom igennem Byen og fortsatte videre ud ad Damgaard til, der vidste han, de røde Fukser hørte hjemme, og hertil kom han ved Middagstid, just som Gaardens Folk satte sig til Bords om stegt Flæsk og Kartofler.

Hunden tog til at gø ovre i sin Krog ved Laden, og Forsamlingen vendte Ansigterne mod Ruderne og kiggede ud. Her saae de jo saa den mærkelige Fremmedka'l komme gennem Porten og ind over Gaardspladsen. — For det Tilfælde, der skulde komme Handel i Stand, havde Laust været saa forsynlig at tage et Par Grimer med til at trække Hestene hjem i. Dem havde han gemt i en bitte graa Pose, som han bar under den ene Arm.

— Hvad mon det da er for en Stodder, dèr kommer hjumpende? — sagde Folkene til hverandre. De glanede ugenerte med Næserne næsten helt mod Ruderne.

— Aa, det var vel en, der vilde tigge et Fjerdingkar Sæderug, mente en af Karlene. Han havde faaet Øje paa Posen under Lausts Arm.

— Ja, vil han ikke tigge Rug, saa er 'et saagu' nok noget andet, han vil tigge, — snærrede Husbonden deroppe for Bordenden og saae meget sur og gnaven ud.

Jens Damgaard var kendt som en Mand, der var meget lidt oplagt til at forære noget væk.

Laust kom ind ad Døren og sagde: — Goddaw!

— Goddaw! — genhilste Gaardejeren. Men det kom