134
grimt muggent, og han var ikke i Humør til at lade det sædvanlige: Walkommen! — følge efter. Det gjorde han forøvrigt aldrig til Smaakaarsfolk, sagde man.
Saa var Konen noget venligere. Hun bød Laust Walkommen! og sagde til ham, at han skulde se at finde sig et Sæde paa Bænken, hvilken Opfordring han straks fulgte.
En lille Tid forløb i Stilhed, men ret længe varede det ikke, før Jens Damgaard i den sure Sylretone, hvori han sædvanligt tiltalte Tiggere, henkastede til den Fremmede:
— Ja, du er velsagtens en, der er ude for at bede om en Ting af en eller anden Slavs? —
— Ja-ah — trak Laust paa det. — Jo-oh! — det kunde han jo egentlig ikke benægte.
Nej, det tænkte Jens nok. — Naa, men de plejede nu ellers ikke dèr paa Gaarden at give til Tiggere og Omløbere, forklarede den bovne Mand for Bordenden; men vilde den Fremmede have en Bid med til hans Unden, saa kunde han dog nok faa det?
- Ja, værsaagod, sagde Konen og sæt dig herop til Fadet.
— Tak, sagde Laust og skubbede sig op paa Bænken til Siden af Røgteren. Man gav ham en rød Lertallerken og en Kniv, og han begyndte at pille Kartofler og dyppe i Pande som de andre.
Men bedst som Spisningen nu gik sin rolige Gang, kastede Laust Vinding det uventede Spørgsmaal op til Gaardejeren:
— Mig tilladt, — var det ikke dig, der holdt et Par Fukser fal i sidste Fjordby Marked? —
