135
Folkene gik istaa midt i Tygningen. De skævede derned ad Langbordet: Naada, han generede sig nok ikke. Havde den fremmede Stodder spurgt efter, hvad Snit der var paa Gaardejerens Brudeskjorte, kunde det vel ikke have lydt stort mere forbløffende.
Husbonden kom nok ogsaa straks i godt Humør. Det hørtes tydeligt paa Tonen, da han bekræftede Spørgsmaalet.
— Fik du solgt? — sagde Laust.
Han var knap om Ordene som han plejede at være, og der var ikke noget særligt interesseret i Tonen, hvori han talte, — ikke mere end om han f . Eks. havde bedt en skubbe Saltkarret ned til sig. Han pillede Kartofler, stak dem hele paa Knivspidsen, dyppede i Panden og guffede løs, som den stærkt sultne Mand han i Øjeblikket var.
Javist, han saae komisk ud, Fyren dèr, lignede man hans Person med hans Fraagen efter de stolte, dyre Heste ikke lidt heller. Det var Folkene ikke længe om at opdage.
— Næh, — flirede Jens Damgaard, næh, han havde ikke faaet solgt, desværre. — Men kanskesens den her fremmed Mand tænkte paa at skille ham af med dem?
Der var store poliske Gruber i Gaardejerens Mundkroge, og han forsøgte at kigge ret saa ydmygt og bønligt dernedover Bordet, som var det en fornemme "tysksprekkende" Markedspranger, der sad dernede paa den anden Side Røgteren.
— Naah — ja. — Laust sad og gumlede lidt, skar sig en Bid Flæsk og drejede paa sin Tallerken.
