136
— Du holder dem velsagtens i en grov svær Pris? — sagde han uden at se op.
Ja-ah, — joh, saamæn. Naar en havde noget, der duede, vilde en jo ogsaa gerne have det godt betalt, mente Jens. — Men den Fremmede kunde da se paa Krammet, det skulde ikke koste noget. — Han skubbede under Bordet til Forkarlens Knæ:
— Du, Bertel, du kan jo tage og trave dem for os, naar vi har faaet vor Unden, — sagde han og lod meget ivrig.
Folkene kræmtede og knystede. En af dem fik en Bid Kartoffel forkert i Halsen. De begyndte at faa det meget ondt.
Men Husbonden gav sig til at snakke op om de store Behageligheder, der var ved, at Prangeren saadan af sig selv kom til Gaarde og saae paa Handelsvarerne. Det var jo noget helt andet end at ligge og slæbe rundt fra det ene Marked til det andet og staa der og byde Sagerne frem til hvem som helst. — Nej, naar man havde det som Jens Damgaard nu med Liebhaveren lige ind ad Døren, uden at have gjort sig nogen Slags Ulejlighed derfor, da kunde En jo sagtens være tilfreds. — Hvad siger du, Mett' — vendte han sig imod sin Kone, — kan En ikke nok sidde med en Fornemmelse af, at en er at misunde?
— Jov! — sagde Mett', men det var daarligt nok, hun kunde faa det ene bitte, stakkels Ord rystet frem, for baade hun og Folkene fik det værre og værre. De turde ikke løfte Øjnene op og ikke sende hverandre det svageste Blink.
Laust Vinding derimod sad meget rolig. Han pas-
