138
jo ud til at være en Mand, der er inde i de Dele, — er det ikke saadan. En skal tænke og bære sig ad? —
Han flirede, saa det straalede efter bag de pæne, veltalende Ord og Løjerne formelig gnistrede ham ud af hvert et Kighul.
Folkene havde lagt baade Kniv og Gaffel. De var saa røde i Hovederne som Kalkuner.
Men Laust sad vedblivende i god Ro og dyppede sine store Kartofler. Der var vist ikke Spor af Komediespil ved hans Optræden. Han mærkede rimeligvis nok de andres Haan, men kun som en Gaas føler vaadt skylle over sig. — Det var saa ligegyldigt, — knusende ligegyldigt.
Saa spurgte han en Gang mere om Hestenes Pris og fik en ny, lang Sludder til Svar. Et vittigt Svar fuldt af ægte jysk Rævelune, en hel Tale spækket med vise og gyldige Handelsord, fint holdt og forfærdelig i sin Virkning, — ikke paa Laust, bevares, nej! — men paa alle de stakkels betrængte Folk, der sad bænkede ned langs den hvidskurede Bordskive. —
Gaardejeren begyndte nu ligefrem at gaa helt op i sin Rolle, — at blive besat af den, saadan nød han sin egen skæmtefulde Veltalenhed. Og derfor var det nok knapt, han vidste af at sige, at han midt i sin rusige Spøg tilbød Laust Vinding — "den her herlige Mand, — den tillidvækkende Pranger, — en, hvem enhver, der forstod at bruge sine Øjne, straks kunde se gik med Lommerne fulde af struttende Tegnebøger" — at han tilbød ham sine smukke, stadselige Dyr for 1000 Kr. — kontant.
Kun holdt han endnu, da han paa Prangervis strakte
