139
Haanden ud til Afgørelsen, og det kunde se ud, som Laust vilde slaa til, den Haanens Spas i Baghaand:
— Jamen Grimerne skal da ikke følge med i Handelen? —
Da var det jo Laust rejste sig, stak sin Haand ind under Vesten til den skjulte Brystlomme og trak sin Tegnebog frem, ligesaa fedtet og slidt den var. Saa talte han Sedlerne op og lagde dem knøvt i Bunke ved Siden af Jens Damgaards Kartoffelpilning.
Grimerne kunde det være det samme med, sagde han og begyndte at løse op for sin Pose. Og Dyrene stod jo heromme paa Gaardens Toft. Han saae dem, da han kom, nikkede han.
Saa sagde han Tak for Mad, vendte sig og plaskede hen over Gulvet ad Døren til i sine skævpløsede Stunthoser.
— Hvem Dælen er 'et da. En har for sig? raabte Jens Damgaard efter ham. Han var sprunget op fra Sædet, og Øjnene stod ham ud af Hovedet i rystende Forskrækkelse.
— Laust Vinding fra Toftegaarden — lød Svaret.
Der var en Tone over det af ægte Beskedenhed — eller var det kanske Skamfuldhed over de andres Opførsel?
— Men Jens Damgaard sank lige ned paa Bænkesædet, han stod ved.
Hans Folk sagde, han lignede en af de kendte Guttaperka-Grise, naar Luften siver af dem.
Om Handelen maaske kunde have været gjort tilbage, det fik han aldrig Mod til at forhøre sig om.
