Side:Mens Aarene gik.djvu/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

140

Om nogen Slags Rundhaandethed ved Laust eller Følsomhed for andre syntes ingen at kunne fortælle.

Naar det gjaldt hans Skillinger, var han saa nøje, at de lavede Ordsprog om det.

Saadan hed det f . Eks. om den Husmor, der kneb paa Æggene til sine Folks Æggekage: Hun er ligesaa nøje om et Æg som Laust Vinding om en Femøre.

Eller de kaldte den, der var kneben med Drikkepenge til Kreaturtrækkere og Gaardskarle, for en Laust Firskilling, hvad ogsaa skulde hentyde til Laust Vindings Kniberi.

Det var heller ikke noget, der blev bedre med Aarene, vel snarere det modsatte.

Fattige og Trængende tog han sig ikke af, det vil sige, han opsøgte aldrig nogen, eller man hørte ham nævne noget om, at den eller den kanske kunde sidde og mangle til Føde eller Brændsel.

Men hvornaar skulde Laust vel faa Stunder til at tænke paa sligt?

Folkene fra Husene i hans allernærmeste Omegn kunde dog fortælle, at de kunde gaa til ham og bede om en Smule Foderhjælp, en Frikørsel eller et Pløjebed — og faa ja.

Det var et Omraade, Laust forstod sig paa, det var Ting, de kunde gøre ham begribeligt, at de manglede og ikke kunde forskaffe sig uden Hjælp.

Saa kunde de faa hans Bistand — omend det ikke kunde siges at gaa glat. For det forstyrrede ham jo i hans Planer og Tankegang, at han skulde høre paa Snak, der ikke kom hans eget ved.

Mennesker, hvis Husmandslodder han ikke kunde