141
se fra sin egen Mark og hvis Forhold han ikke vidste noget om, dem gik han vist altid ud fra kun trængte, fordi de ikke vilde bestille noget.
Heller ikke i Forholdet til sine Tjenestefolk var der noget at rose Laust Vinding for, — han, der dog selv var begyndt som en fattig Tjener.
Hans Gaard var meget stor og saa omhyggeligt han vilde have den dreven og passet fordredes der et stort Folkehold. Og han var glubsk i sine Forlangender til sit Tyende. Arbejdstiden var saa lang, som det var muligt at faa den gjort, og Folkene skulde slide, saa Bælgen svedte, for ellers duede deres Arbejde ikke.
— Men saadan sled Laust Vinding jo da ogsaa selv.
Og med Hensyn til Kosten? — Ja, de kunde godt faa Mad nok. Folkene, men det var en tarvelig og grov Kost, de blev budt, adskillig mere spartansk end Skik og Brug var paa andre Gaarde.
— Men han fik den aldrig selv bedre, — ikke da i sit Hjem. —
Da han blev ældre, kneb det for ham at faa sin Vilje sat igennem derhjemme paa sin Gaard og at faa Arbejdet til at gaa i det samme hidsige Spor som i tidligere Tid. De mange Folk rottede sig jo sammen imod ham. Imellem var de sikkert i deres gode Ret, men til andre Tider kunde de ogsaa ganske meningsløst drille den gamle Mand stygt.
Han gik dog ikke og brugte Mund over dem af den Grund, men blev ved at være ret faamælt.
Blev de ham saa altfor utaalelige at have med at gøre, jog han dem jo paa Porten. Men de, han fik i
