142
Stedet, kunde gerne træffe at være værre end de, han jog væk.
Hvad hjalp saa det? —
— Laust Vindings Lade og Stalde var store, nye og velindrettede Bygninger. Det var jo af Kornet og Kvæget, En skulde have sine Indtægter, følgelig laa der ogsaa stor Vægt paa, at Husene hertil var gode og praktiske.
Hans Stuehus derimod var en elendig, sølle Vaaning. Det var over hundred Aar gammelt og saa undergravet af Rotter, at det næsten var helt faldefærdigt. Der saae skrækkelig uhæget ud baade ude og inde.
Her skulde jo kun bo Mennesker, og hvad Vægt laa der vel saa paa, hvordan her saae ud?
— Ja, der skulde dog ogsaa være Gemmested til Laust Vindings mange Penge og Værdipapirer.
Og for at Rotterne ikke skulde slæbe af med hans Seddelpenge eller Ilden gaa hen og fortære hans Obligationer, blev han nødt til at anskaffe sig et indmuret, ildfast Skab.
Det var i et lille, fattigt og nøgent Rum, dette Skab var bleven anbragt, det samme Rum, hvori Lausts tarvelige Alkoveseng havde sin Plads. Der kunde lige staa en gammel, brøstfældig Armstol og et bitte, haltende Bord, saa stort som en Kvadratalen i Firkant, imellem Sengen og Skabsdøren. Paa Væggen henne ved Sengen hang to afblegede Gravskrifter. Det var over Laust Vindings afdøde Kone og Jens Toftegaard, hendes første Mand. Ellers var der ikke en eneste Del derinde af nogen Slags Prydelser, og Gulvpladsen udenfor Alkoven var alt i alt ikke over seks Kvadratalen.
