143
Det var den rige Laust Vindings Privatstue.
Der var jo nok mange flere Rum i det lange Stuehus, og den Gang, hans Kone levede, havde her naturligvis set ud som hos andre Folk paa den Tid, ja endda en god Del finere end hos Sødalsboerne. Men Laust, som ikke skønnede, hvad den Slags skulde være godt for, havde efterhaanden taget det hele i Brug til sine Ting, til Kornmagasin, til Huggehus, til Seletøjskammer og hvad det nu altsammen var. I to Rum, hvor der tidligere havde staaet to velopredte Gæstesenge, var nu indrettet to Kalvebøvle o. s. fr. Nu var der foruden Køkken og Bryggers kun Stuen med Langbordet, hvor de alle spiste, og saa det ovennævnte lille Kammer, der var beboeligt.
Om Aftnerne, naar Folkene samledes derhjemme og sad og aad Kvældsnætter, kunde de igennem Panelsprækker og Smaahuller ved Døren og den gamle Bilæggerovn, der var muret ind i Væggen mellem Kamret og Stuen for at kunne varme begge Steder, sidde og kigge ind i Lausts Kammer og se ham sidde og tælle Penge og ordne Papirer.
Det gjorde de et farligt Væsen af og lavede mange Fabler og Skrøner om.
Men hvad mærkeligt var der vel i det?
Hvornaar skulde den altid flittige og travlt optagne Mand vel ellers ordne sit Regnskab om ikke ved Aftentide, naar hans slidsomme Dag var endt?
Eller mente de, at det skulde ikke ordnes?
De havde forresten heller ikke haft nødig at anstrænge sig saa stærkt for at finde hemmelige Kighuller, for det eneste lille, lavkarmede, skævtsiddende
