144
Vindu, der var i Kamret, havde hverken Gardiner eller Forhæng af nogen Art, saa det kunde enhver fra Kaalgaardssiden kigge ganske frit igennem, saa meget han lystede.
— —
En Sluski, en sære Klodrian, en nærig Rad, saadan var Laust Vinding, det vidste de fra den ene Ende af Egnen og til den anden.
Han hørte ikke til hverken Norden eller Sønden for "Stiftsgrøften", men Toftegaarden, den herlige, vidtberømte Gaard, det var hans — og Penge det havde han jo, som andre havde Tørvesmuld.
III
Om Søndageftermiddagene i Sommertiden, naar Folk i Sødalen for længst var kommen af Kirke, Grøden var spist og Spegeflæsket og Medisterpølsen, saa kunde man se saa en og saa en anden liste bort fra Gaardene og forsvinde dernede i "Harrelund", den tilplantede Dalkløft, der strakte sig næsten helt inde fra Østergaards Markskel og ned til Godsets Indkørsel.
Var dler nu ikke en bitte Pige med et lyst Hovedklæde der smuttede ud fra Pilgaard og satte ned ad "Harrelunden" til? —
Se kom der ikke en Knøs i rødtavlede Bluseærmer og med Straahat paa derovre fra Jesper Plovmands?
Og hun dèr med hvidt Forklæde og den danselette Gang, var det Else ved Bækken?
