Side:Mens Aarene gik.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

145

— Og han den høje, slanke Krabat i hvid Sommerfrakke og lang Pibe med Sølvbeslag, der gnistrede i Solen, var det Drees i Thinggaard?

Saadan sad Ungdommen i Sødalen mangen Sommersøndag og kiggede i Skjul ved Hyldebuskene eller den vilde Abild i Kaalgaardsdiget. Og før de ret vidste deraf, var næsten al Byens Ungdom paa Vej til Lunden, til muntert Komsammen under Sommersolen.

Var der saa tillige Udensognsgæster omkring paa Gaardene, hvad der f. Eks. ofte var hos Hanne ved Højen, naar hun samlede hjem til sig af al den Ungdom, hun var Bedstemor til, saa kunde der blive hele store Festdage ud af disse Sammenkomster dernede i "Lunden" og det uden ringeste Gran af Forberedelser — andre end de, Solen og Somren, de sprudlende Sind og de spændstige tyve Aar besørgede.

I et saadant Søndagslag var man som saa ofte kommen til at snakke om Laust Vinding og hans mange, mange Penge. Interessen for Pengene bundede dog vist ikke saa dybt i denne "grønne" Flok, og det var da ogsaa kun det bare Nonsens og Pjadder, der kom frem.

— Naar min Fars Fasters Spisekammervindu vendte ud til Laust Vindings Mors Mosters Kaalgaardsdige, er vi andre saa ikke nok i Slægt med ham? — Naa.

Og hvis det Slægtskab ikke var solidt nok til at blive Arving paa, ja, saa kunde En jo tage og gifte sig Slægtskab til.

Den bitte splejsede Thomas Thuesen, der var atten Aar, kunde jo f. Eks. tage og fri til Hanne ved Højen.