147
Ryg og det sære graadsvangre Smil — og han siger strengt, næsten bittert henover Klyngen:
— Aa, hvad kender I til Laust Vinding?! —
Og i samme Stund Jørgen har sagt det er der ogsaa et andet Hoved, der rejser sig, det var Lise fra Broholm, man kendte straks hendes askeblonde Haar:
— Nej — Jørgen — nej — saadan siger jeg ogsaa!
Men ak, Lise var kun lige i sin grønneste Ungdom, og hun blev saa skrækkelig flov og saa blussende rød over hvad hun i sin Uagtsomhed var kommen til at sige, og dukkede sig straks igen.
Det samme gjorde forresten ogsaa Jørgen Damgaard.
Det Par Ord, der her var krydsedes over den skvaldrende Flok, var bleven hørte, — aaja, som et bitte let Stød for Panden; men da de blev de eneste, og da de to Hoveder øjeblikkelig havde dukket sig igen, var det saa noget at tænke mere over. Pyt, nej, — tværtimod.
Det hele blev jo bare mere komisk derved, rent ubeskriveligt pudseløjerligt.
Og saa løb Sladren igen, aldeles for løse Tømmer.
— — Men Jørgen Damgaard og Lise hvis Øjne tilfældigt var mødtes der tværsover den leende Flok, de havde hver især en lille Ting, de var kommen til at huske, og det laa de nu bagefter og tænkte paa.
Jørgen havde jo en Gang i sine unge Dage en bitte Pige, han holdt saa svært meget af. Hun boede derovre paa Halvøen Nordenfor "Stiftsgrøften", og han gik saa mange, mange Trin efter hende — spildte Trin, kom han jo siden til at indse.
