148
Især i de skønne lyse Sommeraftner fik han Uro paa sig. Saa kom Længslen over ham, og saa listede han af der Nordpaa. Det skulde jo helst gaa gedulgt af med disse Ture for Folkesnaks Skyld, og derfor ventede han gerne til Folk i Sødalen var gaaet til Sengs.
Naar Jørgen da efter Sengetid skraaede derned over Lavningen ved Aspebjerggaardene og Toftegaarden, hvor der kunde være saa hvilende stille i den lune, lyse Aften, at det syntes som Mennesker og Dyr forlængst var sovet ind — da var det hændet ham ikke een men mange Gange, at han havde mødt Laust Vinding.
Han kunde have et eller andet Arbejde han endnu gik og ponnede med, nogle henslængte Redskaber, der skulde sættes paa Plads, en Harve, der skulde rejses eller nogle Kreaturer, der efter Laustes Mening skulde have en Flytning endnu inden Midnat.
Nu, Jørgen sendte ham et Nik i Forbigaaende. — Sese, var der Folk til Færds endnu? tænkte han. Det var ellers Sildedags det.
Og saa skyndte han sig jo videre efter sit. —
— Men naar han saa Klokken halvtre, tre i den næppe gryende Morgenstund kom tilbage fra sin Udflugt, saa var han tit saa underlig bævende, og fuld af Tvivl i sit Sind; for de Møder mellem ham og hans Pige, de forløb aldrig saadan som Jørgen havde tænkt og ønsket sig det. Noget kunde være kønt og føles saa lykkeligt og godt, men andet var ilde og føltes saa rivende ondt. Og det var desværre det meste.
Men se, som Jørgen nu gik der og dukkede sig med
