149
Klemsel i Brystet og Skælven om sin Mund, hvem mødte han saa igen derude paa Kærene? Laust.
Ja, han var allerede oppe, var Laust, og med Køllen over Nakken og Kabudsen bag ad Hovedet kom han plaskende der paa de store, bare Fødder — dèr i det perlende, dugvaade Græs og med de nylig vaagnede Fugle i Morgensang over sit Hoved.
Da kunde Jørgen tænke som saa:
— Han er endda en tro Mand, Laust, til at passe sine Sager. —
Og som han tænkte saadan, følte han, at der faldt som en Lindring, en Hvile ned over hans oprevne Sind.
Det var som noget trøstende hviskede til ham: Gaa du hjem, Jørgen, og gør ligesaa.
En Gang da Lise fra Broholm var en lille Pige,
fire, fem Aar vel, havde hun set Laust Vinding
derhjemme i hans Kammer.
Hun havde været paa Besøg hos en Moster, som boede paa den fede Halvø derovre Nordenfor "Stiftsgrøften".
Hendes Onkel fik saa et Ærinde over til Laust paa Toftegaarden, og da han godt kunde lide at gaa og prate med Barnet vilde han tage hende med.
Saa kunde hun da fortælle af, at hun havde besøgt sin "Oldefar", lo han.
Det var en smuk og klar Septemberdag ved den Tid Solen lige var ringet i Jorden, at de to muntert
