150
pludrende traskede af ad Stien nedover Grønningen. Det var saa dejligt at træde paa det bløde Grønsvær, det var næsten ligesom at sidde og stikke med Skeen til et Fad Fløjlsgrød, sagde Lise. Men da de skulde over "Stiftsgrøften"s Gangtræ var det dog meget mere morsomt, og Onklen havde nær ikke faaet hende derfra. At staa der paa Brættet og se ned i det blanke Vand, der strømmede og strømmede, laa og klukkede over Stenene inde ved Brinken og blev til særige Ringe, naar man spyttede i det, det var noget meget mærkeligt.
Der vilde hun gerne have blevet staaende; men det gik ikke an, sagde Onklen, for saa fik hun jo ikke dette her fine Besøg gjort, — smilede han underfundigt.
Dagen havde været fuld af Solskin, rigtigt en af disse skønne Septemberdage, der paa een Gang ejer baade Somrens Varme og Glans og Efteraarets afklarede Ro. Da de to naaede hen til Toftegaarden, standsede Onklen deruden for Porten og vendte sig om mod Vesterhimlen.
Den var saa skøn. En gyldenflammet Glans opover Skyerne og et buet Straalebundt af guldglødende Pile fortalte om den Pragt, hvormed Solen for et Øjeblik siden var forsvunden bagom Bakkerne.
Inde i Kløvermarken stod et gammelt Føløg og gumlede saa fredeligt, og højere oppe, hvor Agrene blev sandede, stod der nogle Kobbel laadne Faar.
Henne i Muren var den lille Klap for Hønsehullet allerede skubbet for. Lise saae det og sagde det til Onklen. Man kunde ogsaa staa og høre hvor opta-
