Side:Mens Aarene gik.djvu/161

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

151

get Høns og Gæs var af deres mærkelige Aftenpassiar, deres underlige Mørknings-Hjev-jev-jev! — Hjes-jes-jes.

— Ja, min Pige, det er ret en Fredsens Stund, — sagde Onklen rørt ud i Rummet og trykkede varmt den lille Lises Haand, — saa kønt og saa stille alting er. —

Saa vendte han sig, og de gik ind gennem Porten.

Laust Vindings Folk sad nok inde om Grødfadene; man kunde se Karlenes lyse Vesterygge i en lang Række indenfor Vinduerne, og da Lise og hendes Onkel kom frem over Stenbroen kunde de høre, at der var et frygteligt Spektakkel derinde i Stuen, Raab og Latter og Hujen af mange Stemmer.

— Her er det nok ikke saa fredeligt som udenfor Porten — sagde Onklen.

— Er de fulde? — Vil de til at slaas? — spurgte Lise. Hun havde set saadan noget paa et Marked en Gang.

Men Onklen smilte bare til hende: — Nej, de gør det nok af med Kæften — sagde han.

Da de kom ind i Stuen, blev de klare over, at det var Folkene, der ugenerte sad og raabte henimod Laust Vindings lukkede Kammerdør og den sprukne Panelvæg, — højt og skraalende raabte de, som var det nogen langt ude paa den anden Side Kaalgaardsdiget, der skulde høre det:

— Naa, Laust, skal dine Penge nu vendes igen? —

— Er du ræd, de skal ligge og blive muldne?

— Kan du ikke falde i Søvn inden du faar set om de er der hver een? —