Side:Mens Aarene gik.djvu/162

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

152

— Du skuld' war' dig, den Slæmm' ikke kommer og slaar hans Klør i dem. —

— Ja, og slaar hans Klør i dig med det samme. —

En anden af Karlene mente, at for een som Laust Vinding havde det ingen Nød med "den Slæmm', — du kan jo købe dig fri," — raabte han.

— Javistsaa. — "Naar Pengene i Kisten klinger, straks Sjælen ud af Skærsild springer", sang en poetisk Tærskekarl med et stort, busket, ildrødt Skæg.

Saadan sad de og raabte op, ja, brølede imod hans Dør og lo dertil, saa det gjaldede under det lave Bjælkeloft. De var saa optagne og støjende, at Lise og hendes Onkel var kommen ind i Stuen uden at nogen havde mærket det eller hørt Døren gaa. Det var først da de gik henover Gulvet og henimod Laust Vindings Kammer, at Folkene saae, der var kommen Fremmede.

Men da Onklen nu tog i Klinken til den Dør, som Folkene saadan havde siddet og brølet henimod og vilde føre Lise ind i det lille Rum bag den, da satte hun Haanden mod Karmen, stemte begge sine smaa Fødder mod det høje Tærskel og strittede imod i den største Rædsel. Saadan som hun havde hørt dem larme og huje herhen, var hun vis paa, at der maatte sidde et forfærdeligt Uhyre derinde, — en "Bjærgmand" eller kanske en gruelig sort Trold med gloende Ild ud af Halsen, og hun turde ikke gaa med derind.

Hun og Onklen kom jo alligevel derind i Kamret og fik Døren lukket igen, — det var knapt der var saa megen Plads, de kunde faa den skubbet i bag sig.