154
get var der dog i hans Bemærkninger, at Lise fik Mod til at fortsætte sine Tilnærmelser. Hun tog nu fat i den ene af hans vældige Pladehænder med begge sine og hev i ham, som vilde hun trække ham op af Stolen med det samme:
— Du skulde komme med over til Moster og faa nogle Godter, — sagde hun saa og trak i ham. — Men Øjnene havde hun puttet bort i en Krog inde i Alkovesengen, for det saae alligevel ikke pænt ud, saadan som Skraasaucen flød ham nedad Mundkrogene.
— Siger du det, din Stump? — Ho-ho. — Saa det siger du? — sagde Laust.
Han sad og hummede og smaagryntede og var næsten kommen til at se helt oplivet ud.
— Du skal Pinnedø ha' en bitte Skilling! — sagde han saa.
Det lød som fik han pludselig og til sin egen Overraskelse en splinterny og god Ide.
Saa tog han en nyslaaet Femøre fra en stor Dynge Sølv og Kobber, der laa paa Bordet og gav hende.
— Da Lise kom hjem til Mosterens viste hun jo sin Skilling frem og var meget stolt af den.
Det havde hun ogsaa Grund til at være, sagde de til hende; thi det var en sjælden Gave, hun der havde faaet.
Ja, saadan syntes hun jo ogsaa selv, men hvorfor lo de da saa meget af hendes pæne, blanke Femøre?
— Dette sidste havde Lise forlængst lært at indse; men bagved alt hvad hun siden havde hørt om Laust Vinding, var Billedet af ham, som han den Aften
