155
sad derinde i det lille Kammer i sin gamle Stol saa træt og saa stille, alligevel bleven staaende i hendes Erindring.
Hun tænkte sig ham i Pagt med alt det fredelige og kønne Onklen og hun havde set udenfor Toftegaards Vesterport: Han var helt modsat alle dem, der sad og støjede og skabede sig saa fælt derinde i Stuen, og den Dag i Lunden, da Jørgen Damgaard kastede sin lille Bemærkning om Laust ud over de Unge, da sprang straks det gamle Minde lyslevende frem i Lises Tanker.
Men baade hun og Jørgen tav jo straks, for det forstod de vel nok begge to, at skulde de til at forklare hvad de havde tænkt paa, kom de ingen Vegne. Det, de havde at sige, vilde jo netop passe saa udmærket ind i det gængse, velkendte Billed af Laust: Den særige Kumpan, der var saa nærig og nøjeregnende, at han ikke undte sig hverken ordentlig Mad eller Nattehvile. Saa holdt de deres for sig selv.
Men Lise havde dog altsaa en Gang kigget ind i
Kamret, hvor Laust Vinding gemte det Sølv og Guld,
der stod saa megen Æventyrglans om. Det var der
ellers kun faa, der havde.
Dog eftersom Toftegaardsslægten stadig blev større og større blev der jo ogsaa flere og flere, hvis Tanker løb i Kreds om Laust Vindings Arv. En Gang maatte den komme, det vidste man, og baade i Drømme og vaagen var der nok Snese af Mennesker som
