Side:Mens Aarene gik.djvu/166

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

156

syntes at kunne høre den underlige Klang fra Gemmestedet i det lille indmurede Skab.

— Havde man bare fem Tusind, saa kanske man turde vove at fri til hende Marte i Møllergaarden?

— Havde man ti Tusind, — aa, saa kom han nok, han Jakob fra Hendriks i Bakken? —

— Jamen, sæt der blev tyve Tusind! — sæt en Gang! — Saa kunde man jo faa al Verden, og hvem i Verden En fik mest Lyst til! —

Men Laust gik jo stadig lyslevende imellem dem og var forresten slet ikke saa gammel heller.

Han var vel knap de halvfjers.

IV

Ann' Lykke, den Værkbrudne, der boede saa ene højt oppe i Bakkerne, fik jævnligt Besøg af Sødalens Ungdom.

Hun kunde jo saa mange Fortællinger og saa mange gamle underlige Viser, og der kunde være saa hyggeligt i hendes Hytte, især saadan om Aftnerne ved Vintertide, naar den røde Kaffe-Jomfru og Lerfadet med de krydrede Vafler stod og holdt sig varm oppe i det knækkende Malt paa Bilæggerovnen.

Og saa kunde hun jo ogsaa spaa, kunde Ann'.

Men det var ikke saa nemt at faa hende til det; det skulde de altid have en Del Snak om, før det kunde blive til noget.

Det var ikke hverken i Kort eller Kaffegrums hun spaaede, det var paa de Unges Pander. Der kunde