158
— Jamen, Ann' — Laust Vinding, han dør da aldrig? —
Da blev Ann' Lykke endnu strængere i sin Alvor og svarede ud af sin allerdybeste Visdom:
— Jov, Børn! — Jov han gjør, — for det er det eneste sikre der er: Vi skal aal'sammel dø!
Ann' Lykke fik Ret: Døden kom ogsaa til Laust
Vinding.
Og da der nu var saa skrækkelig mange Skrøner i Omløb om hans Liv, skulde de naturligvis ogsaa have noget kunstigt gjort ud af hans Død:
De sagde, han kvaltes i en Skraa.
Men Løgn var det nu, for han døde af et Hjerteslag.
En Dag midt i Høsten, en hed Augustdag, da baade Laust og hans Folk var travlt optaget af at køre Korn hjem, var hans Skraatobak — som forresten saa ofte — sluppen op for ham. Han rendte da tværs over Stubmarken for at indhente een af Karlene og bede ham om en Skraa.
Den fik han ogsaa.
Men et Øjeblik efter sank han om, — der midt paa Marken, midt mellem gule Kornneg og slidende Høstfolk, — og var død med det samme.
Han var jo lige ved de halvfjers og har vel saa ikke kunnet taale det hastige Løb over Agrene i den stærke Hundedagshede.
