159
Saadan mente den gamle Dr. Lund, som de hentede til ham, da de havde kørt ham hjem.
Nu var han i hvert Fald bleven stille, den svedige Slider, — dødsensstille. — Han laa ude i sin Vognport mellem to hvide Lagen med Hænderne foldede over sit Bryst og havde ikke Spor af Hastværk mere.
Laust Vinding er død! — — Laust er død!!
Det foer som en susende Stormvind over de videste Egne. Har I hørt det? — Ja, vi har. — Er det sandt? — Ja, det er. — Har det staaet i Avisen? — Ja, det staar der jo i Dag. Se selv.
Ja, sandt var det altsaa, og det kan nok være, man fik noget at løbe med og noget at snakke om. En hel Uge var der ikke andet end Laust Vinding. — Laust Vindings Død, Laust Vindings Penge, Laust Vindings Arv. — Ja, nu var Sagen for Alvor bleven brændende. Sikken Bevægelse. Ok! Den tog Folk saa det forslog og da naturligvis ikke mindst dem, der havde noget i Vente efter ham.
Selve Laust Vindings Stedbørn var jo bleven ældgamle Mennesker, de fleste var over Støvets Aar, saa dem kunde det næsten være ligegyldigt nu med den store Arv. De kom ikke til at bruge den, det var bare at samle den hjem og dele den ud til deres Efterkommere igen. Ja, der var endog ventet saa længe paa den Arv, at Stedbørnene havde Børn der var Bedsteforældre. Her skulde Arveparten altsaa straks brydes
