Side:Mens Aarene gik.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

160

endnu en Gang. Hvor der var flere Søskende kunde Portionerne jo efterhaanden som de blev delte svinde stærkt ind.

Kors — ja! — Hvor stor monstro Hovedsummen var? Ingen vidste det helt bestemt, saa Gisningerne kunde nok give Spænding.

Men Toftegaardsslægten havde som alt nævnt stor Sømmelighedsfølelse; hver fik se at beherske sig. Sladderen skulde ikke have for meget at bestille her. —

— Begravelsesdagen efter Kirketid skulde alle samles i Laust Vindings Gaard til stor Spisning, — saadan var jo Egnens Skik, naar ældre Folk blev begravede. Og ved den Lejlighed skulde da Testamentets Indhold aabenbares, — hed det sig.

Det var da ikke at undres over, at der mødte flere Hundrede Gæster til Begravelsen, at Gaardspladsen fyldtes af Vogne og en næsten Fjerdingvej lang Græsmark var helt besat med fremmede vrinskende Heste.

Alt dette var ligetil.

Sørge var der jo ingen der gjorde, og forresten heller ingen der søgte at fremhykle nogen Bedrøvelse.

Men der forefaldt heller ikke noget som helst opsigtvækkende af modsat Art. Forsamlingen opførte sig roligt og værdigt, — som det ogsaa var at vente af den.

At Gæsterne næsten alle kendte hverandre var let at se. De gik rundt før Kirketid og gav Haand og snakkede sammen. Imellem lod de kanske ogsaa en lille skæmtsom Bemærkning falde om Pengetutten, der var i Anmarch. Men det skete i saa Fald med hviskende Dæmpethed.