162
drede Vinduer. Her lugtede af frisk Fyrretræ og Nypudsning rundt omkring, og med nogle Granguirlander og Blomster til Hjælp var det næsten lykkedes at faa baade Kalvebøvlene og Komkamrene og alle de øvrige Rum til at tage sig ud som nette, gammeldags Bondestuer.
Da de aldrende Stedbørn nu blev bænkede omkring i dem undlod det ikke at vække Minderørelser hos dem: Javist, her havde jo Storstuen været og her Mellemstuen, der Gangkammeret og der Boskabsstuen. Jo, efter den Tid at regne saa havde her været en "villele" Bopæl paa Toftegaarden, det var vist nok.
— Kan du huske imens vor Far og vor Mor levede? — henkastede en.
— Ja, den Gang —
— Sikke Gæstebud her blev holdt. —
— Okja! — Og sikke Familjeforsamlinger. —
Ja, ja. De huskede det altsammen og sad og nikkede med de gamle hvide Hoveder til Bekræftelse.
— Hvor kunde det endda have været skønt, om de saadan nedigennem Aarene kunde have haft deres pæne, velstaaende Hjem at søge til og samles i.
— Ja, det var sandt, — saadan ligesom andre estimerte Familjer havde haft det.
Jaja, vist saa. Hovederne rokkede og nikkede igen.
— Nu var det jo knapt nogen af dem havde sat sine Ben her siden deres Mors Begravelse.
— Nej, det forstaar sig, de var jo snart talte de Gange, det var sket.
Og de ældgamle Mennesker sad og saae helt rørte og medynksomme paa hverandre; thi de havde jo
