Side:Mens Aarene gik.djvu/173

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

163

hvad Fødehjem angik været som husvilde i næsten alle deres Dage, hvor kunde de vel da andet end sidde og fyldes med Nag og Bitterhed i Sindet, naar de tænkte paa ham, de i Dag havde begravet og som havde lagt alt det øde for dem. —

— Men udenfor disse Gamles Kreds strakte disse Rørelser sig jo ikke. Det øvrige Selskab lod Maden smage sig, den kraftige Oksekødsuppe med de mange Boller, Stegefadene med Lam, Kalv, Gris og Fjerkræ i broget Fylde, saa Æggebudding og Vingeléer og tilsidst de bugnende Opsatser med Kransekage, Tærter og Lagkager, rigtig smørtungt og overdaadigt det Hele. Vin blev der ogsaa skænket, baade den røde Médoc og den søde Muskatvin, og det fede, brune "Gildesøl" skummede i Kanderne langs alle Borde, — altsammen som Egnens Skik fordrede det og som der blev bakket op ved ethvert anstændigt Bondegilde omkring 1880.

Efterhaanden som nu Retterne bares frem og Maden sattes til Livs kunde det ikke godt undgaas, at der hist og her forløstes en lille Munterhed, eller at Gæsterne omkring i Krogene stjal sig til mangen en lille lun Bemærkning om, hvad mon Laust vilde have sagt, hvis han kunde have kigget op og set hvordan man sad til Bords i hans Hus i Dag?

— Haa-haa. — Tys-tys.

— De maatte s'gu se at fortære for alle de mange Gilder, han i Tidens Løb havde snydt dem for.

— Tys-tys-tys! — Men haa-haa-haah! —

Og de brugte Værktøjet og fyldte i Glassene: Skaal da, og Lykke med dette her til at putte i Pungen.