164
Dette sidste sagde de dog ikke, men flirede det frem til hinanden i forstaaende, halvdulgte Smil.
— Da dette solide Maaltid omsider var sat til Livs, trængte Folk, som rimeligt var, til at strække sig lidt og faa en Mundfuld frisk Luft.
De fleste skyndte sig derfor ud paa den store granstrøede Gaardsplads, i hvis Baggrund stod i Snesevis af plydsbetrukne Vogne, der straalede i alle tænke- lige Farver, og fra hvis Agestole det opslængte, sølvbeslaaede Seletøj laa og glittrede og gnistrede i Sommersolen, saa det skar i Øjnene.
Kort efter optraadte Manden i Uniformen.
Var der nu nogen af Selskabet, der havde staaet med Trang og Lyst til at gaa udenfor Porten og slænge sig i Magelighed derude paa Grønsværet, saa blev der dog intet af det. Man kunde da nok vente og tage dette her med.
Midt paa Gaardspladsen i Nærheden af Brøndrammen stillede han sig op, han den lange Øvrighedsperson og med meget højtidelige Lader aabnede han sin sorte Lædermappe, hvoraf han udtog et sammenfoldet Papir.
Af dette oplæste han saa med høj Røst Laust Vindings Testamente:
Saa stor var Summen, der var efter ham — der stod de Penge og der, et andet Sted stod andre. — Den yngste af Stedbørnene skulde have Gaarden, tage den til en nærmere opgiven Pris.
Der var en lang Række Enkeltheder at komme igennem og god Besked om alting. Bogstaver havde Laust ikke kunnet skrive, — det havde altid knebet svært
