165
for ham at afmale sit Navn, men Tal kunde han nok mønstre, og regne havde han været dygtig til. Der var en udmærket Orden i Talrækkerne, det var de enige om. Manden blev længe ved at læse op, og det lød godt og rimeligt alt, hvad han kom frem med.
Folk havde ondt ved at blive ved at holde Tankerne for sig selv. Der var flere der saa smaat begyndte at regne halvhøjt: Der var syv Stedbørn, der kunde altsaa dog ikke blive et halvt hundred Tusind til hver. Men det var jo alligevel en hel køn Skilling Laust Vinding havde faaet gemt hen til dem. Og saa var der jo desuden den gode Gaard og den store eksemplariske Besætning. Jojo, det var meget at se samlet paa et Sted.
— Hos en af Stedbørnene var der kun en halvgammel ugift Datter. Der skulde Arven altsaa ikke deles, hun fik det hele — foruden alt, hvad hun ejede iforvejen. Naada, der skulde nok blive Rend nu.
Et andet Sted gik en gammel Særling af en blaanæset Søn, der havde en sær Svaghed for at give væk af sine Sager. Nu skulde de alligevel se at holde lidt Øje med ham.
Et tredje Sted var der en halv Snes Søskend. De listede sammen ovre i Gaardsledet for at drøfte deres Udsigter: — Ja, vi kunde jo ikke allesammen faa ligemeget her i Verden, ræsonerte de, men en fire, fem Tusind Kroner var dog ogsaa Penge; saadan en Klat kunde dog ogsaa bruges, smilte de til hverandre.
— Saadan var det til alle Sider. Skaren følte sig veltilpas. Det var altid godt at faa en Skilling i Pungen,
