167
brugt dem, havde store, grove, forslidte Lemmer som han, en kroget Ryg og en tung, klodset Gang.
En og anden havde vel ogsaa tænkt: — Hvem kan de to være?
For de stak jo stærkt af mod de andre, den statelige, trivelige, Toftegaardske Slægt med de kostbare sorte Klædesfrakker, det nette Lintøj, de høje Silkehatte og det gedigne Sølvbeslag paa Merskumspiberne.
Nu forstod jo alle, hvem de to Mænd var: Det var Laust Vindings Brødre. —
— Uniformsmanden var færdig nu og foldede Papiret smukt sammen igen. Han havde staaet paa Forhøjningen deroppe ved Brøndrammen, nu bukkede han for Forsamlingen og gik ned mod Indgangsdøren.
Men Folk var ligesom ligeglade med ham, endda han saae grumme fornem ud, rigtig som en stram, tilknappet, højtstaaende Embedsmand. De glanede hellere op paa Husmønningen eller Skorstenspiberne, — hvis da ikke Øjnene netop vendte den stik modsatte Vej: lukt i Stenbroen.
Naaja, der var nok noget stikkende i Solens Straaler, fandt flere; der sejlede ogsaa en og anden sort Sky frem. Kanske trak det op til en Tordenbyge?
— Det kunde forresten være godt nok, om saa var.
— Saamænd, ja.
Man forsøgte at holde sig svømmende ved den Slags løsrevne Bemærkninger, men det vilde ikke rigtigt gaa.
Øjnene vilde stadig liste over til de to tunge, vadmelsklædte gamle Ka'le, der stod i Nærheden af hinanden tæt ved Huggehuset, — stod der saadan ganske uden Forbund med nogen af de andre.
